Broennum

Vi har I Teater Polen længe ledt efter en god idé (læs: den guddommelige inspiration) til et nyt projekt og tænkt, så var den der bare pludselig.

Der stjæles med arme og ben i denne branche men jeg vover alligevel det ene øje og fortæller at vi i disse dage arbejder på et scenekoncept til Erlend Loes roman Doppler. Det bliver fantastisk!!!

Var inde at se Nick Cave teater-koncerten på Århus teater. Rygtet var løbet helt til Hovedstaden, om at der for en sjælden gangs skyld var noget, der var værd at se i Smilets By. Og selvom the owls never are what they seem, var der i den grad noget om snakken.

Teaterkoncerter er jo en taknemmelig genre, som i udpræget grad taler mere til følelsesregistret end så meget andet teater der gerne lige vil være lidt klogt også.

Ikke desto mindre var der her tale om en af de mere finpolierede af slagsen. PÅ Guds Hotel bekendte en samling af Caves mere outrerede figurer deres forskellige synder i en ualmindeligt velsunget - og spillet forestilling.

Hvis ikke denne forestilling vinder en Reumert, så skriver jeg som en lille tøs!

PS: Word on the street siger at der tales om en genopsætning. Please, pleeeesssss, pliiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiZZZZZZZZZZZZZZZZZ

skriver følgende:

"Hvor er det dog ærgerligt, at ingen kan redde A-huset, der er så særligt og fint. Det giver en helt speciel feststemning, at den foregår på sjette etage i et totalt smadret hus med plettede lænestole, rå cementgulv og tv-skærme med sær videokunst. I går var der f.eks. en pige, der lavede bækkenbundsøvelser hele natten. Puha, hun må være øm et vist sted.

Og apropos underliv. Hvornår er det lige, at de der ålestramme narkomanjeans er kommet på mode igen? Og mere vigtigt: Hvorfor? Det klæder jo ikke nogen. Ad, hvor var der mange fyre med gulerodsfacon og sørgelige popo'er i deres designerjeans. En skændsel, simpelthen.

For resten er det åbenbart kommet på mode at snave igen. Jeg så utroligt mange par, der snavede i bund. Det er da en modedille, man kan bruge til noget."

Kan ikke være mere enig

"Det er uhyre vanskeligt for kvinder at kvalificere sig til ledende eller indflydelsesrige stillinger i medierne. Det kan enhver se.

Men - jeg har med stadig stigende forbløffelse også gjort den iagttagelse, at det praktisk taget er umuligt for mænd at diskvalificere sig til samme type stillinger. Og måske skulle man prøve at nærme sig ligestillingsproblemet fra den vinkel. At mænd ikke kan diskvalificere sig til de ledende og indflydelsesrige stillinger i medierne, vil jeg belyse med nogle eksempler fra det virkelige liv. Hermed bryder jeg et tabu og sårer nogle sarte sjæle, men det får så være.

Første eksempel er Ekstra Bladets chefredaktør, Hans Engell. Han var oprindelig uddannet journalist, men gjorde sig aldrig bemærket som sådan. Han gik i stedet ind i politik og var i korte perioder konservativ minister. Hans daværende chef, Poul Schlüter, har ikke meget pænt at sige om hans indsats (i portrætbog fra 2006). Op gennem 1990'erne gjorde Hans Engell sig nemlig - ifølge mange kilder - mest gældende som en hensynsløs og intrigant drukmås, som var stærkt medvirkende til, at Det Konservative Folkeparti blev slået i stumper og stykker på grund af magtkampe. Det hele kulminerede, da Hans Engell i 1997 - i fuldskab - torpederede en betonklods på motorvejen og måtte forlade dansk politik.

Det siges, at vi kvinder skal lære at 'netværke' for at få de gode stillinger, og jeg vil af mit hjertes naivitet gerne spørge bestyrelsen for Politikens Hus: Hvad er det for et mandligt netværk, som opsamler en falleret og fordrukken konservativ politiker for at gøre ham til chef for et af Danmarks største dagblade? Jeg forstår det simpelthen ikke. Det forholdt sig jo ikke sådan, at Hans Engell nogensinde havde gjort sig gældende som journalist eller havde erfaring med dagbladsdrift overhovedet. Og man ville umiddelbart forestille sig, at det ville 'trække ned' i kvalifikationerne hos en potentiel leder, at han havde ødelagt og splittet sin tidligere gruppe med magtkampe og intriger?

Men nej, mænd kan ikke diskvalificere sig. Og kvinder kan ikke kvalificere sig til de betydningsfulde stillinger i medierne.

Mit andet eksempel er tidligere chefredaktør på Ekstra Bladet, nuværende formand for Litteraturudvalget under Kunstrådet samt kultur- og debatskribent på Berlingske Tidende, Claes Kastholm Hansen. Claes Kastholm Hansen har en lang og kulørt historie, så jeg springer ind dér, hvor han er blevet chefredaktør på Ekstra Bladet i slutningen af 1990'erne.

Som sådan blev han gennem et par år berygtet for at hærge redaktionen og sine medarbejdere med alkoholisk storhedsvanvid, en karakterafvigelse, der manifesterede sig ved, at han verbalt hånede og nedgjorde alt og alle - samtidig med at han utrætteligt lovpriste sin egen genialitet. På et tidspunkt slog ordene ikke til, da han ville udtrykke sin foragt over for en medarbejder. Derfor tog han sine bukser af og sked rundt omkring på den pågældendes kontor, hvorefter han tørrede røv i gardinerne. På aftenens rundtur i huset hånede han de medarbejdere, som han stødte på, og en kvindelig medarbejder i redaktionssekretariatet fik en omgang, som i mere snerpede kredse nok ville være blevet opfattet som sexchikane. Politikens Hus er rummeligt, men chefredaktørens skideri var dog for grænseoverskridende, så Claes Kastholm Hansen måtte forlade sin stilling. Adskillige medarbejdere jublede af lettelse over hans afgang, og der gik ikke et døgn, før historien var kendt i alle byens bladhuse.

Ingen havde fantasi til at forestille sig, at Claes Kastholm Hansen kunne vende tilbage til en position som magtfuld medie- og kulturperson. Men det kunne han. Han blev nemlig først samlet op af Berlingske Tidende - og derefter af kulturministeren!

Det er småt med kulturpersoner på højrefløjen, så på Berlingske Tidende besluttede man sig for at se gennem fingre med fortiden, da Claes Kastholm Hansen efter at være blevet smidt ud af Politikens Hus afslørede sig som stærkt borgerlig. I stedet for at skide i gardinerne på Rådhuspladsen begyndte han så at lukke lort ud i Groft Sagt-spalten i Berlingske Tidende.

Og her fik kulturministeren øje på ham.

Man kan om Claes Kastholm Hansen sige, at han i udtrykkets mest bogstavelige betydning ikke er stueren, og den slags har regeringen en vis erfaring i at samarbejde med. Så da kulturminister Brian Mikkelsen i 2003 oprettede det nye Kunstråd, udpegede han skiderikken fra Pilestræde som medlem af den fine forsamling - og Kastholm Hansen blev desuden formand for det litteraturudvalg (under Kunstrådet), som årlig fordeler 22 millioner kroner til forfatterne. Det er betegnende, at der kun sidder én kvinde som medlem af dette fempersoners litteraturudvalg. Statens officielle politik er ligelig kønsfordeling i råd, nævn og udvalg, men ak, det er så svært at finde kvalificerede kvinder!

Til gengæld kan mænd ikke diskvalificere sig - uanset hvor meget de skider på andre eller andres kontorer."

hedder bogen, men jeg er sgu ret højt oppe over den.

Lad os få det på det rene, - jeg elsker Nick Hornby. Lige siden "Fever Pitch" - hvor han fik mig til at stå ved min - indrømmet usunde - besættelse af AGF - har jeg slubret hans tekster i mig med glubende appetit.

Sidste nye i rækken er "Langt nede" om 4 personer, der tilfældigt mødes nytårsaften på taget af Topper's House - provokerende navn - hvor de alle påtænker at begå selvmord. Én fordi hans karriere ligger i ruiner, én fordi hun har mistet livsglæden pga. sit handicappede barn, én fordi han har mistet kæreste og band og drømme og endelig én, der bare er en forvirret og forbistret teenager uden visioner.

Denne sære buket af skæbner former et obskurt venskab og vælger livet frem for døden. Pointen er lige til og gammelkendt: Livet er værd at leve trods alt. Men det der gør Hornby interessant er ikke hans pointer, - de er som regel ret så ligetil. Næh, Hornby formår simpelthen som ingen anden at give sine karakterer facetter, som jeg ikke har set mage til andre steder.
Han mestrer kunsten at lade deres karaktertræk "titte frem" i stedet for at udpensle dem i metermål. Herved trækker han læseren...i hvert fald denne læser - ind i teksten, hvor der til syneladende også er plads til mig.
Det er det, han kan, og det han har forfinet siden gennembruddet med "Fever Pitch". Og gid han gad gide at skrive til teatret....det ville blive alle tiders.

Har just overstået min barsel og er i gang igen,.

En dejlig dreng på 4 kilo har set dagens lys og har indtil videre vist sig som sin mors og min bedste investering nogensinde.

Vandet gik på Christmas Møllers Plads tordsdag d. 12. oktober, og han kom til verden dagen efter. Vi var på vej tilbage fra en ganske kikset forestilling "Sylfiden" på Aveny-T.

Ikke om jeg fatter, hvorledes man kan bruge så mange velmenende kræfter på så spredt fægtning. Historien var tynd, skuespillet pinligt, diktionen håbløs og musikken farveløs. Streetdancerne var som sædvanligt imponerende, og scenografien rigtig rigtig flot, men helt ærlig....det er teater for overbygningen i folkeskolen og ikke for et publikum, der har et abstraktionsniveau, der er større end en regnorms.
Synes ikke der går noget tabt i verden ved, at Aveny-T nu forsvinder....eneste minus er, at dets leder har fået overdraget Østre Gasværk - vist nok i øvrigt uden at have søgt stillingen............ Amatørisme!

Min kæreste skal føde lige om snart og alt hvad jeg foretager mig er ting jeg "lige skal have nået" inden hun popper.

Ønsker mig at det næste indlæg på denne side blvier om min nødte søn eller datter.

i hvert fald efter at have været inde at se Tim Rushtons imponerende "Requiem" i Københavns nye forchromede operabygning, hvis indgangsparti jeg altid har ment minder mest om et fremadlænende kvindebryst i en stribet trøje.

Ballet har aldrig rigtig sagt mig det helt store, - eller det vils ige alt det der Bournonville-hejs med tyldskørter og op på tæerne synes jeg mere ligner en museal forpligtigelse end decidert kunst...bevares det ser svært ud, men udtryksmæssigt er det tamt.

Derfor var jeg også allerede glædeligt overrasket da de første dansere indtog scenen. Sparsomme, nærmest nærrige kostumer og bare tæer og ikke mindst kunne man i de første sekvens for en gang skyld høre dansernes vejrtrækning da orkestret spillede ultra lavt....man blev suget ind med det ssamme. En danser ville mig noget med sit kropslige udtryk....that's a first.

Tim Rushton, - til daglig leder af Nyt Dansk Danseteater havde meget fint fået parret ballet med moderne dans og tilsat meget stemningsmættte ny klassisk musik af et par tjekkiske komponister jeg ikke kender. Herudover deltog også 3 solister fra operaen + det kongliges operakor i en dødsmesse af dimensioner. Der var sgu ikke sparret på andet en kostumerne....slet ikke når man betænker at der var 30-40 dansere på den helt bare scene i store dele af forestillingen.

Det fede ved aftenen var at man fik lov at fortolke, montere og fortælle sin egen historie som publikum. i var vel 1000 mennekser og jeg er sikker påat hver og en havde sin egen helt specielle fortælling - indtryk med hjem i baglommen. Væk var teatrets normale budskabsdogme og i stedet fik man tid og plads til at gå ind i kunsten og danne sine egne billeder ud fra forestillingens montage af billeder. Jeg var for en gangs skyld henført......

Som jeg skrev igår, er det altid med en fornuftig portion skepsis, at jeg møder op til præsentationsforestillinger. Ofte er der mere præsentation end decideret forestilling over det hele, og det lider teateroplevelsen selvsagt under. "Sommergæster" på Statens Teaterskole forsøgte i det mindste nogle ting af, og det skal forestillingen have ros for, men en lidt farveløs årgang af skuespillere kæmpede for at skabe sig plads i en opsætningen, der ikke anede, hvilket ben den skulle stå på.

Som opsætning betragtet var forestillingen flot. Flot lys, flot scenografi, flot rumlighed, flot lydside (selvom det irriterer mig grænseløst, at der skal være underlægningslyd til alt - less is more),
men under den 2,5 timer lange seance var det på intet tidspunkt som om, skuespillerne formåede at trænge igennem teknikkens overflødighedshorn.

Man havde valgt at spille mellem to publikumsrækker på hver side af spillepladsen, som strakte sig længere en publikum ned mod en blå himmel og faldende/stigende sol længst væk. Et spændende rum som sådant, men det blev ikke rigtig brugt til noget, og det var synd. Samtididg skulle den langstrakte scene understrege den gennemgående (og meget russiske) pointe, at mennesker i den moderne verden er fjernet fra nærværet med hinanden og livet, men desværre var det som om, det hæmmede skuespillerne, der for ofte blev nødsaget til at "teaterråbe" over store afstande. Det fungerede på ingen måde.
Generelt må jeg indrømme at symbol- eller tegnsiden af forestillingen også var for infantil for min smag. At give skuespillerne dyrekarakteristika er noget, der hører hjemme i prøvesalen på første år af uddannelsen, og jeg savnede at masketemaet var udfoldet fysisk, internt i stedet for udenvendigt, distanceret.

Og her er vi inde ved et centralt fejlgreb i opsætningen. Hvis man ønsker indlevelse og identifikation, er det nødvendigt at skabe grobund herfor. Ikke at disse to størrelser er tvingende nødvendige for undertegnede. Man kan for min skyld sagtens afskaffe det, jeg vil kalde "indlevelsesbuddet" i dansk teater. Men vælger man at gå efter at bryde indlevelsen, så skal man bruge de koder, der hører til, og der kom "Sommergæster" til at stille sig mellem 2 stole. Af og til skulle det tætte nære pludselig være bærende for straks efter at blive afbrudt. Og af og til var "udenpåheden" mærkeligt blandet med den digre Gorkiy-teksts forsøg på nærhed. Måske kunne det have gået, hvis blandingen havde været ens over hele forestillingsforløbet, men for ofte blev det til et sært miskmask af flydende idéer. Måske skulle instruktøren (som alle andre instruktører også bør) have rådført sig med en dramaturg. Gidslerne i denne iscenesættelse blev naturligvis skuespillerne, som på intet tidspunkt virkede som om de helt forstod den iscenesættelse, de var en del af.

Som sædvanlig i dansk teater skulle hele den sidste time gå med, at vi fik stoppet den rigtige tolkning ned i halsen - kan vi så forstå det!? Det er vildt irriterende, og de "budskaber", der blev lanceret, var ovenikøbet så naive, at Anne Marie Helger ville have været misundelig. Replikker som: "Vi har det højeste uddannelsesniveau nogensinde, og alligevel bruger vi ikke tiden på at hjælpe de svage.", er så skingrende gymnasieskolelyriske, at det er til at kaste op over. Hvis ikke man kan sige noget interessant, så luk skuffen! Når man så i øvrigt havde fattet budskabet efter 5 minutter af forestillingen er det ekstra irriterende. Det mindede i udpræget grad om de sidst 45 minutter af Jokum Rohdes rent forfærdelige succes "Pinnochios Aske". Er der ikke snart en instruktør, der har mod til at lade publikum tænke lidt selv? Jeg håber han/hun er derude.

Men alt i alt var det en aften, som ikke gjorde decideret ondt, men som heller ikke vil blive husket for andet end en flot scenografi med nogle forvirrede stakkels skuespillerelever i. Ærgerligt, men bedre end de foregående år.

Plejer at være den største...... især når man skal ud og se præsentationsforestillinger på Statens Teaterskole, som jeg skal i aften. Jeg glæder mig, men belært af andre års miserer, tør jeg ikke have høje forventninger.

Anmeldelse imorgen tror jeg.

Glimrende bog af Christian Jungersen, hvis man er til den slags...og det viste jeg mig så at være.
Var faktisk meget i tvivl om, om jeg gad læse den. Det er jo immervæk en 600 siders penge man skal igennem, men jeg blev lynhurtigt suget ind i bogens edderkoppespind og speedlæste den til min egen store overraskelse.
Læs den hvem der læse kan..

Var igår inde at se midtvejsforestillinger af to dramatikere fra Dramatikeruddannelsen ved Århus Teater. 2 meget forskellige en-aktere.

Paradis: skrevet at Line Mørkeby
Et ganske udmærket stykke dramatik med en fin rytme, karakterer med noget kød på og lækker replikføring.
På en overhip natklub på vej mod nye højder møder vi kæresteparret Leo & Bella, der har skabt stedet med den fimsede Hallan, som sidevogn. De virker alle tre som kolde kalkulerende karrieremennesker, der vil gøre hvad som helst for at nå frem i verden, og som bruger hinanden til at nå deres mål.
Der bliver dog skabt en klar ubalance, da den kejtede Vivian bliver ansat som afrydder. Leo forelsker sig nemlig i pigen og vice versa.
Desværre er han besmittet med materialismens markedskraft og evner ikke at opgive det liv han levet nu for hende. Hverdagstragisk på en lidt ordinær måde.
Med denne type midtvejsdemonstration kan man ofte se om selve teksten holder ved at granske skuespillernes morskabsfaktor på scenen. Ser de ud som om de morer sig, er det ofte, fordi de har noget at lave og historien ikke er dem fuldstændig egal. På denne skala er Line Mørkebys stykke klar topscorer. Værre ser det ud med aftenens anden en-akter Salvador af Michael Bonde.

For hvor skuespillerne boltrede sig i lækre og humoristiske replikker i aftenens første stykke, er de på dybt dybt vand i aftenens anden.

En ung mand opsøger sit idol Salvador Dali for at få undervisning i kunstens rette væsen. Allerede her er alarmklokkerne sat i svingninger. Unge mænd, der skriver om kunstens væsen, er ofte galt afmarcheret, - således også her. For den glæde og den entusiamse, som Overbys stykke blev leveret med, er nu pist borte. Skuespillerne kæmper med replikker, der synes obskure, og en tekst der ikke kan finde ud af, om den vil være gyser, tragedie eller noget midt i mellem. At man så midtvejs forsøger at lave sjov med en hummer er endnu mere sørgeligt. Genrebegrebet er åbenbart gået hen over hovedet på Micahel Bonde. Sært når han nu går på en skole, hvor man bl.a. underviser i netop dette.

Alt i alt en meget svingende aften med Line Overbys repliktalent som det klare højdepunkt. Den dag hun finder en virkeligt vedkommende historie at fortælle, kan der ske noget stort.
Michael Bonde kan få lov at gå den første tid på skolen om, for han har tydeligvis været mentalt fraværende....

Ja, som der står her nedenfor regnede jeg i min naivitet med, at jeg ville fare i kridthuset med det vuns, så snart jeg fik et benbrud at kerre mig om. Men ak, - jeg er en slap gammel skribent og fik ikke skrevet noget før nu, hvor jeg mildt sagt er i bedring.

Sådan er der så meget som mine aner i det nordjydske sikkert ville have mumlet

Indrømet, jeg er ikke 100% neutral, når jeg nu anmelder "Linie 3 Jam - Her er to andre". Mit teater, Teater Polen, er medproducent på forestillingen, og jeg har følgelig lidt for mange "aktier" i foretagendet end godt er.
Ikke desto mindre vover jeg det ene øje og giver mit besyv med.

Kopierne bliver kopieret!

Mange har ikke opdaget det endnu. Andre har lige set det. Endnu andre har altid hævdet det. Men sandt er det dog alligevel: Siden de salig TV i Teltet-dage har Linie 3 været kopier af sig selv. Stændigt har de formået at kopiere sig selv så udfyldende, at kritikere i stadigt tiltagende numre har hævdet, at "nu kan der vist ikke være mere hår på den ged". Men de har fortsat deres faste form uden overraskelser, og fred vel egentlig være med det. For de kopierer i det mindste sig selv og ikke andre.

Værre står det til med de hundredevis af dygtige kunstnere, der slår sig til tåls med at kopiere andre og mere succesfulde kunstnere end dem selv. Tænk blot på det åh så velbesungne Die Herren, som har gjort det til deres levebrød at lyde som U2. Eller hvad med Peter og de andre kopier, eller George Michael Jam, eller Robbie Williams Jam. Listen er nærmest uendelig og flere kommer til selv, mens denne anmeldelse skrives.

Den satiriske teaterforestilling "Linie 3 Jam - Her er to andre" er en ætsende kommentar til netop denne kopikultur, hvor det, der ligner, opfattes som ligeså godt som originalen, - bare billigere.......

Forestillingens anslag er velkendt. Showstart med smil og klapsalver, men Linie 3 Jam viser sig at mangle noget! Der er kun to mænd på scenen, som giver den som henholdsvis Preben Christensen (Troels Thorsen) og Anders Birchow (Mikkel Arndt), men altså ingen Thomas Eje,- det skal jo være bililgt. Heldigvis er der råd for den slags, og Troels Thorsen giver den derfor som både Preben Christensen og Thomas Eje i et skrigende morsomt pendulløb. Mikkel Arndts Anders Birchow er ustyrlig præcis og komisk, mens Thorsen har lidt flere problemer med at ramme Preben Christensen, der lyder lidt som en forvildet vesterhavsfisker.

Det viser sig hurtigt, at makkerparret ikke kun mestrer Linie 3 jam, men også råder over mange andre kopier at diske op med. Hvad menes eksempelvis om Guldfireren Jam, Akkari Jam eller Menneskepyramide Jam? Absurd, ja, - men på samme tid bidende sarkastisk og sønderlemmende kritik af en kunstverden, der er ved at fortabe sig i markedskræfternes spil.

Da den rigtige Thomas Eje, - i skikkelsen af Christian Breton Meyer, dukker op og skaber ravage i det lille ensemble forsvinder forestillingen ud af en tangent og udvikler sig til også at være en historie om troskab, stjernedyrkelse og nære, nære venskaber. Elegant og effektfuldt.

Alt i alt er det et aldeles glimrende bud på et alternativ til den fortærskede sommerrevy form, som alle vel efterhånden må kende til bevistløshed. Her har vi at gøre med et satirisk show, som har andet og mere på spil end de distancerede paillet-skamferede sommerrevy'er, som scenepublikummet ellers må ty til i sommersæsonen. Vel gjort! Gid andre fulgte trop.

Fråden kan få afløb.
Glæden kan tage tilløb.

Da jeg alligevel i umindleige tider har henholdsvis besværet mig og henrykkedes over danske teater, film & litteraturs tilstand, vil jeg nu meddelagtiggøre eventuelle interesserede. Herunder ikke mindst mig selv.
Anmeldelser, kommentarer og diskussionsindlæg comin' up!